Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fuldstændig ny i podcasting.
Dvs. at før jeg mødte Mikkel Mikjær, som introducerede mig til den form for kommunikation, havde jeg aldrig nogensinde i mit liv lyttet til en podcast. Jeg vidste godt, hvad det var, og at det er blevet et ret populært medie gennem årene, men det havde aldrig rigtig sagt mig noget,.
Og så tænker du måske, jamen hvorfor så kaste sig ud i sådan et projekt som WordPress Podcasten?
Aldrig for gammel til udvikling
Jeg har et motto, der hedder at man aldrig kan blive for gammel til udvikling og nytænkning. Og da jeg jo selv er udpræget WordPress-entusiast, og Mike fortalte om sine visioner for podcasten, var jeg ikke I tvivl om, at det selvfølgelig skulle prøves af.
Og da det også var noget jeg aldrig havde prøvet før, så øjnede jeg chancen for at udvide min horisont, lære noget nyt om andre medieformer samt dygtiggøre mine formidlingsevner med ord hvilket ligger ret så meget til højrebenet for mig 😉
Hvordan kom vi i gang?
Det aller første afsnit tog os en god måneds tid at forberede.
Først skulle jeg begynde at lytte til lidt forskellige podcasts for at hente inspiration og høre, hvordan en podcast kunne være sat sammen.
Derefter skulle vi lave jingles, som vi også lige skulle brygge replikker til. Det tog lidt tid men faktisk gik det overraskende godt. Det der speaking kunne jeg nu godt vænne mig til 😀
Efter færdiggørelsen samt en færdig indholdsplan, var vi klar til vores aller første WordPress Podcast.
Jeg er normalt ikke en, der bliver paf, men det var alligevel lidt grænseoverskridende at sidde der og bare tale løs, og så bagefter offentliggøre det uden at have nogen som helst idé om, hvordan det ville blive modtaget.
Dog til vores store overraskelse, fik vi så mange fine roser og konstruktiv feedback, som har været guld værd!
Så vores WordPress Podcast I gik i luften med succes!
Omfattende på den gode måde
Her i processen er det også gået op for mig, hvor meget tid det faktisk kræver at forberede indhold til en podcast. Vi vil gerne lave så unikt og interessant indhold til lytterne som muligt (selvfølgelig!), og til det kræver tid til planlægning samt nogle konkrete emner, nogle mennesker at interviewe, nogle jingles og nogle nye indslag mv.
Så NEJ, det er ikke bare at sætte sig og snakke!
Det regnede jeg nu heller ikke med, men hvad jeg ikke havde skænket en nærmere tanke er alle detaljerne op til og efter.
For udover forberedelserne og optagelserne ej at forglemme, så skal der også lige klippes sammen, skrives show notes, korrekturlæses, opdateres hjemmeside, publicere podcasten på diverse sociale medieplatforme osv.
Så der er faktisk ret mange små detaljer, som skal hænge sammen og være på plads, inden den kan gå i luften. Det er teknikken, jeg halter på, men jeg bliver klogere for hver gang 🙂
Personlig proces
I sådan en proces, som podcasting er, lærer man pludselig helt nye sider af sig selv at kende.
F.eks. havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme til at lave speak, men jeg synes faktisk, at de er ret sjove at lave, og nu har Mike og hans kammerat Brian fra To Tykke Tosser-podcasten endda hyret mig til at lægge stemme til deres projekt. Nøøøøj, hvor jeg glæder mig!
For mig er det her også en personlig udviklingsproces, hvor jeg bliver klogere på, hvad jeg selv kan, og hvordan andre opfatter det jeg (vi) gør.
Det er lidt som at pille alt filter og facade af og stille sig selv til ”offentlig skue”. Første gang var hamrende nervepirrende, men jo flere afsnit vi laver, og jo mere konkrete vi bliver, jo sjovere mærker jeg også, at det bliver.
Det er dog alligevel en anelse grænseoverskridende at ”turde” lytte til sin egen stemme og blive gjort opmærksom på, hvordan man kommunikerer, samt hvordan det bliver modtaget.
Feecback’en fra lytterne den vigtigste
Sidst, men ikke mindst så må vi endelig ikke glemme den feedback, som vi får fra lytterne. Den og DE er uundværlige, for uden lytternes tilbagemeldinger, kan vi ikke videreudvikle os.
Vores lyttere er med til at inspirere os og til at gøre os endnu skarpere fra gang til gang. Det er en udvikling, som jeg håber vil fortsætte, og jeg vil i hvert tilfælde gøres mit bedste til, at WordPress Podcasten bliver så indholdsrig som mulig.
For vi laver jo ikke podcast for vores egen skyld kun – vi laver dem for lytternes skyld og for at sætte skub i nogle tanker og debatter og uddele viden. Så derfor er det helt naturligt, at lytterne skal have deres bid af kagen også.
Så tommel op for, at jeg nu også kan kalde mig podcaster! Wuuuhh 🙂
Jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvad vi sammen med jer derude, kan udvikle det til i løbet af 2017.
Mine bedste råd som ny i podcasting
- Forbered en content plan
- Forbered en launch plan
- Øv indholdet og replikker igennem, så det giver en naturlig glidende overgang
- Sørg for at lydniveauerne er indstillet korrekt fra start
- Align indhold, overgange osv. med din(e) medvært(er)
- Lyt til din egen stemme (lyt dine podcasts igennem)
- Brug feedback’en konstruktivt
- NYD DET!
RIGTIG GODT NYTÅR!
Har du endnu ikke hørt vores nytårsafsnit fra den 29. december 2016, så kan du høre den lige her.